GGF 23+
Er du til rytmisk gymnastik med udfordringer for krop og hjerne, sved på panden og godt humør?
GGF 23+ er holdet for dig som gerne vil have effektiv træning, rytmiske udfordringer og et godt sammenhold. Vi arbejder med mange forskellige genrer og rytmer - så vi runder både flydende svingmusik, lette poptoner og rock.
Vi lægger vægt på en grundig opvarmning med en masse forskellige bevægelses-mønstre og høj intensitet, og bygger træningen op af både sammensatte sekvenser og fysisk træning - og så skal vi have det sjovt :-)
I løbet af sæsonen vil vi arbejde med udtryk, kondition, balance, smidighed, spring over gulv, blødhed og kontraster. Opvisningen vil i høj grad bygge på de sekvenser, vi lærer i løbet af året. Vi vil lave mange små og forskellige sekvenser til træning, som vi bruger til det endelige program sidst på sæsonen. På den måde kan vi bruge mere tid på den egentlige træning, og ikke så meget tid på indlæring af serier og opstillinger, da det vil være kendt stof opvisningsprogrammet hovedsagligt vil bestå af. Der vil komme en udgift til opvisningstøj/dragt, som aftales på holdet.
Der er plads til alle på holdet, og vi vil gerne favne bredt i forhold til gymnasternes niveau og fysik. Derfor vil der være mulighed for at fravælge en del af programmet, og vi byder på ekstra udfordringer til dem, der ønsker det. Der er ligeledes mulighed for at være med en halv sæson. Holdet hedder 23+, men det er mere en rettesnor end en regel. Aldersmæssigt spænder vi mellem ca. 20-60 år.
I løbet af sæsonen får vi besøg af 2-3 spændende spot-instruktører, der bidrager med fede sekvenser!
Vi forventer, at man som gymnast er klar til at give den gas til træningerne og deltage i det sociale på holdet. Vi holder kaffeaften ca. en gang om måneden og hygger os med hinanden :-) Vi holder en weekendtræning i efteråret, som afsluttes med fællesspisning.
Vi glæder os rigtig meget til at lave en masse lækker gymnastik med jer og har masser af lækkerier i ærmet :-) Tirsdag aften bliver din yndlingsaften!
Hilsner fra træner-teamet,
Karen Balle og Stine Torp
Om instruktørerne:
Karen har mange års gymnastik- og danseerfaring samt flere års trænererfaring fra både junior- og voksenhold. Karen har undervist flere sæsoner på holdet. Til daglig arbejder Karen som farmakonom i Viborg, hvor hun også bor.
Stine har lavet gymnastik hele sit liv, og har undervist på lokale børne-, junior- og voksenhold. Hun har undervist på holdet siden hun startede det i 2007. Stine bor i Bjerringbro med mand og tre børn. Til daglig arbejder hun med marketing.
Hold-info
Tidspunkt:
Tirsdag kl. 19.30-21.30
Sted:
Bjerringbro Idræts- og Kulturcenter, Vestre Ringvej 7, 8850 Bjerringbro, Multihallen
Periode:
Fra uge 36 2022 - uge 13 2023
Pris:
Kr. 900,-
Kontingent betales efter 4 prøvetimer - brug MobilePay tlf. 89904 eller bankoverførsel, reg. 9381 konto 10190436. Husk at skrive navn og holdnavn ved betaling.
